25/05/20

Visions- og idéoplæg for Børne- og Ungeunivers Stigsborg

Selv om der stadig går nogle år før, at Børne- og Ungeuniverset står klar på Stigsborg Havnefront, er arbejdet i fuld gang. Mange forskellige fagfolk arbejder sammen om, hvordan dagligdagen skal se ud, når de nye rammer er klar til at blive taget i brug i 2024.

Aalborg Kommune er nu klar til at præsentere de første visioner og idéer, som skal danne grundlag for et spændende hus fuld af muligheder for store og små. Visionerne og idéerne er samlet i et visions- og idéoplæg, og omhandler blandt andet den pædagogiske vision, bæredygtighed, arkitektur og formgivning, læringsmiljøer og mange andre spændende emner.

Visions- og idéoplægget er blevet til på baggrund af input fra både fagfolk, samarbejdspartnere og ansatte i Aalborg Kommune og har været igennem det politiske system og er godkendt i Magistraten den 18. maj.

Bæredygtighed og verdensmål som overordnet ramme for byggeri og pædagogik
FN’s Verdensmål fungerer som en bæredygtig rettesnor for Børne- og Ungeuniversets arbejde på mange områder - blandt andet i forhold til offentligt byggeri og den pædagogiske praksis. Børne- og Ungeuniverset har fx fået EU støttemidler fra Interreg ØKS (Interregionalt Østersøen-Kattegat-Skagerak).

Målet er at opbygge viden om, hvordan Aalborg Kommune kan bygge mere bæredygtige og energieffektive offentlige bygninger. Dermed er der lagt op til, at Børne- og Ungeuniverset bliver en driftsvenlig bygning, baseret på bæredygtighed og cirkulær økonomi samt med lavt energiforbrug og CO2-udledning i både anlægs- og driftsfasen.
Bæredygtighed bliver også en del af den pædagogik, som skal danne fundament for Børne- og Ungeuniverset. Tankerne er, at dagtilbud og skole skal klæde børn og unge på til at tage del i en bæredygtig samfundsudvikling og til at begå sig i et lokalsamfund, der er en del af en globaliseret verden. Ambitionerne skal opfyldes ved at skabe en hverdag for børn og unge præget af kreativitet, fællesskaber og bæredygtighed.

Rådmand for Skoleforvaltningen, Tina French Nielsen, siger:
”Med visions- og idéoplægget og vores pædagogiske vision på plads, har vi nu lagt grundstenene til, hvordan vi skal give børn og unge et godt hus at være i i den nye bydel. Næste spændende skridt bliver at finde frem til, hvordan vi får både dagtilbud, skole og nærområdet til at mødes og få glæde af hinanden i det nye byggeri. Men med den placering og den gejst, vi møder, skal vi nok få bygget noget, som bliver til gavn for børn og unges udvikling og dannelse.”

Fungerende Rådmand for Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen, Nuuradiin S. Hussein, forklarer:
”Vi ser meget frem til de synergieffekter, det kan give i det pædagogiske arbejde, at dagtilbud og skole bliver på samme matrikel. Det bliver rigtigt spændende! Samtidig kommer den nye daginstitution også til at have et stort fokus på samarbejdet med de øvrige institutioner i Nørresundby. Vi tror på, at stærke børnefællesskaber kan noget – og det er der i den grad lagt an til i oplægget her.”

Fremtrædende placering ved park og fjord
Børne- og Ungeuniverset får en helt unik placering med Stigsparken mod øst og Limfjorden mod syd. Stigsparken bliver bydelens attraktive samlingspunkt med blandt andet naturrum, skateranlæg og fodboldbaner, som både kan bruges af områdets beboere samt Børne- og Ungeuniversets personale, børn og unge.
Limfjorden kommer til at tilbyde vandaktiviteter og en udnyttelse af fjordområdet, så alle i området får gavn og glæde af vandet og de mange muligheder, det maritime giver.

Et arkitektonisk flagskib for Stigsborgkvarteret
Børne- og Ungeuniverset bliver - med den helt unikke beliggenhed - en del af det nye bydelscentrum for hele Stigsborg-området. Derfor er der også et ønske fra By- og Landskabsudvalget om, at bygningen skal kunne benyttes til flere forskellige formål. 
Rådmand i By- og Landskabsforvaltningen, Hans Henrik Henriksen, forklarer:

”Bygningen kommer til at markere sig som et vigtigt element i bydelens centrum. Derfor ønsker vi at nytænke Børne- og Ungeuniversets funktion, så det både kommer til at opfylde rollen som skole og børneinstitution, men samtidig bliver et samlingssted og fyrtårn for den nye bydel. Det skal være et sted, hvor der også er liv i bygningerne, når børnene er taget hjem.”

”Samtidig glæder jeg mig rigtig meget til at se, hvordan arkitekterne kommer til at omsætte Aalborg Kommunes nye arkitekturpolitik i praksis i den kommende konkurrence for Børne- og Ungeuniverset. Vores mål er, at arkitekturen skal medvirke til at binde området sammen og understøtte fællesskaberne i det nye kvarter”, slutter rådmanden.

Sådan skal børn og unge bo i Universet
De pædagogiske områder og rum kommer efter planen til at bestå af et fælleshus, 4 afdelinger – daginstitution, indskoling, mellemtrin og udskoling, 12 aldersbaserede læringsmiljøer med værksteder, laboratorier og uderum.

Fælleshuset bliver Universets hjerte, der bl.a. rummer hovedindgang, faciliteter til idræt og musik, produktionskøkken, folkekøkken, madkundskab, pædagogisk læringscenter, administration, møderum og skolens personalefaciliteter. Læringsmiljøer for science samt design og produktion kommer efter planen til at ligge i overgangen mellem fælleshuset og henholdsvis udskoling og mellemtrin.

FAKTA:
  • Visions – og idéoplægget er resultatet af en proces gennemført af en styregruppe, projektgruppe, arbejdsgruppe og rådgivergruppe. Det har været en proces, som har kørt siden august sidste år.
  • 6 pejlemærker er rammen om den pædagogiske vision. Pejlemærkerne er: kreativitet, sammenhæng, livsduelighed, betydningsfulde fællesskaber, bæredygtighed og handlekompetence.
  • Børne- og Ungeuniverset kommer til at rumme 1000 skoleelever, 100 børnehavebørn og 60 vuggestuebørn
  • Ny daginstitution sikrer, at man fortsat kan opretholde pasningsgarantien i området
  • Byggefeltets grundareal: 6.200 m² (+ udearealer i park)
  • Byggeret etageareal: 15.600 m² (fordelt på 14.400 m² til skole og 1.200 m² til institution.)
  • Børne- og Ungeuniversets udearealer kommer til at ligge i Stigsparken.
  • Aalborg Kommune har i forvejen to bæredygtighedscertificerede daginstitutioner (efter DGNB)
  • Den nuværende Skansevejens Skole i Nørresundby flytter ind i det nye univers fra 2024.
  • Det kommende Børne- og Ungeunivers skal fungere som en dynamo på Stigsborg Havnefront, et bydelshus, som både kan bruges af børn og unge, personale og lokalsamfundets forenings- og kulturliv. Børne- og Ungeuniverset vil dermed være medskaber af en levende bydel, hvor fællesskabet er i højsædet.
 
Kontaktpersoner:
Rådmand Skoleforvaltningen Tina French Nielsen TFN-byraad@aalborg.dk
25 20 40 01

Fungerende Rådmand Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen Nuuradiin S. Hussein, snh-byraad@aalborg.dk
99 31 25 00

Rådmand By- og Landskabsforvaltningen Hans Henrik Henriksen HHH-byraad@aalborg.dk
25 20 21 00

Se visions- og idéoplægget på:
https://stigsborghavnefront.dk/etape-1%3A-parkkvarteret/stigsborgskolen-/visions--og-ideoplaeg
 tilbage til nyhedsarkiv >
  Vision   billedarkiv   stigsborg havnefront   nyhedsbrev