09/08/18

Stort event åbnede Stigsborg-området

Nu er Stigsborg-området for alvor åbnet op for offentligheden. Startskuddet lød onsdag den 8. august ved en mangfoldig åbningsevent.

Nu er det helt legalt at færdes på det meste af området på de bredt anlagte, faststampede gang- og cyklestier Camino Aalborg-stien og Fortællerstien hvor der er plads til både cykler, barnevogne og gående mellem hinanden.

Stierne går fra brolandingen ad Syrestien, Nordre Havnegade, havnefronten og videre ad en grussti mod øst til krydsningen over tunnellen.

Onsdag den 8. august var der officiel indvielse, hvor borgmester Thomas Kastrup Larsen bød velkommen samt klippede snoren og afprøvede de nye stier sammen med blandt andet en flok skolebørn fra områdets skoler og lokale motionister.





Borgmesteren inviterede vinderne af dagens fodboldturnering til at klippe snoren og indvie stien sammen med ham.



Dagen bød desuden på indvielse af et nyanlagt grillområde, som frit kan benyttes af offentligheden. Slagter Ole sørgede for lidt godt til ganen, og det gav lange køer det meste af eftermiddagen. 

Hele dagen var det også muligt at komme på blandt andet historisk rundtur med Lokalhistorisk Forening, der blev spillet fodbold på den nyanlagte aktivitetsplads ved Limfjordsvej og føreløse fartøjer var på testsejllads på fjorden.



Håbet er, at folk fremover vil bruge området, mens den nye bydel opføres: 

- Det er vigtigt for os, at området allerede nu bliver aktiveret, og vi er glade for den store interesse for åbningseventen. Det er en vigtig del af moderne byudvikling at tænke naboer og andre ind lang tid før de første bygninger og faciliteter står færdigt. Jo flere aktiviteter – jo bedre, og derfor inviterer vi alle til at bruge området, forklarer direktør for Byudviklingsselskabet Stigsborg, Anton Hessellund. 

Han siger supplerende, at alle gode ideer også til kommende aktiviteter er meget velkomne. Det kan være koncertaktiviteter, motionsaktiviteter og andet, som kan være medvirkende til, at området kommer i anvendelse.


Mange tak til alle, der kiggede forbi på dagen.

tilbage til nyhedsarkiv >
  Vision   billedarkiv   stigsborg havnefront   nyhedsbrev